En voksende problematik
Journalistuddannelserne har længe været kendt for deres praktisk orienterede forløb, hvor praktikopholdet er et af de mest afgørende elementer. Men ifølge Jornalisten.dk stod flere end 60 studerende uden en praktikplads efter forårets praktiksøgning 2024. Det er et tal, der har været status quo de sidste mange år, og som vidner om en alvorlig ubalance mellem udbuddet af praktikpladser og antallet af studerende.

»Den primære grund til manglen på praktikpladser er, at mange arbejdspladser har skruet ned for antallet af praktikpladser i forbindelse med de mange sparerunder, vi har set de seneste par år,« lyder det fra Allan Boye Thulstrup, næstformand i Dansk Journalistforbund.

Vi studerende er også udmærket klar over, at branchen ingen penge har, men flere oplever også, at de forskellige praktiksteder stejler ved tanken om, at vi skal have løn under praktikforløbet. En af dem, der under praktiksøgningen oplevede dette, er 23-årige Jeppe Seiding Olsen, journaliststuderende ved Syddansk Universitet i Odense.

»Jeg går ud fra, at de alt for få praktikpladser skyldes manglende penge og ressourcer i mediebranchen, og det er jo lønnet praktik, vi har. Jeg tror, det vil hjælpe at fjerne lønnen og få staten til at støtte i stedet - men det er jo far-fetched,« fortæller han.

Trine Bramsen (S), medlem af Folketinget og ordfører i Uddannelses- og Forskningsudvalget mener dog, at manglen på praktikpladser også i høj grad handler om, at der er færre traditionelle medier. Dette er selvfølgelig vigtigt at have for øje - både i valg af uddannelse, men også i tilrettelæggelsen af uddannelsen, mener hun.

Ifølge overenskomsten mellem DR og Dansk Journalistforbund pr. 1. marts 2024, lyder lønnen for eksempel på 15.359 kroner om måneden, og det er ikke alle arbejdspladser, der har råd til at bidrage med et sådant beløb. Dette er ikke kun et problem for os, der står uden en praktikplads - det er også et problem for medierne selv. Praktikanter er en essentiel del af den journalistiske fødekæde, og når færre får muligheden for at udvikle sig i praksis, mener jeg, at vi risikerer en fremtid med mangel på kvalificerede journalister.

Alle kan kalde sig “journalist”
På Syddansk Universitet blev vi på 2. semester forklaret, hvordan en væsentlig udfordring ved journalistik som profession er, at titlen "journalist" ikke er beskyttet. Det betyder, at hvem som helst kan kalde sig journalist uden at have den nødvendige uddannelse eller erfaring. Dette skaber en problematik for os journaliststuderende, der kæmper om praktikpladserne og senere jobs. 29-årige journaliststuderende Christina Lucia Jacobsen gjorde sig også sådanne tanker, da hun i år ligeledes var blandt de spirende journalister, der stod uden praktikplads.
‍
»Samfundet ændrer sig, så vi skal hele tiden genopfinde den dybe tallerken og producere journalistik på en ny måde. Der er mange, som gerne vil ind i branchen, og mange kan arbejde som journalister eller kommunikatører, selvom de ikke er uddannet. Det ser jeg som værende et problem,« fortæller Christina.

Mange nyuddannede journalister ender med at arbejde i kommunikationsbranchen frem for den traditionelle mediebranche. Tal fra Dansk Journalistforbund viser, at mange uddannede journalister bliver ansat i kommunikationsafdelinger, PR-afdelinger, NGO’er eller som informationsmedarbejdere i private virksomheder eller offentlige institutioner.

»Flere journalister kommer i det videre arbejdsliv til at arbejde andre steder end hos de traditionelle medier. Det ændrer dog ikke på, at det ikke må efterlade de studerende med problemet. For så er der risiko for, at det kun er de studerende, der har det rigtige efternavn eller netværk, der får en praktikplads,« udtaler folketingsmedlem Trine Bramsen (S).
 
Problematikken om svigtende jobmuligheder er ikke nødvendigvis noget, alle journaliststuderende er klar over inden studiestart. Selv om manglen på deciderede journalistjobs bliver belyst i starten af uddannelsen, som i mit tilfælde, er det selvsagt en ringe trøst, da de studerende jo allerede er solidt placeret på skolebænken.

»Jeg føler mig frustreret og irriteret. Hvorfor har jeg ikke sat mig godt nok ind i de efterfølgende jobmuligheder? Hvorfor er der ingen, der har fortalt mig, at det er så en presset branche, før jeg startede på uddannelsen?« udtaler Christina Lucia Jacobsen.

De studerende står for skud
For journaliststuderende som jeg selv, føles kampen om de få praktikpladser som at presse en citronfromage gennem et nøglehul. Konkurrencen er hård, og det skaber et enormt pres, da praktikopholdet ikke blot er en del af uddannelsen - det er en forudsætning for at kunne færdiggøre den, fremgår det af uddannelsesguiden.dk.
Jeg oplevede selv stress og usikkerhed i kampens hede, velvidende at vi skulle forberede os grundigt, skrive utallige ansøgninger og gennemføre en masse samtaler, som alle sammen finder sted i en og samme uge.

»Generelt er det bare super stressende, at man kan se, at der er 20 andre, der skal til samtale samme sted som en selv. Jeg er helt klar over, at det også fungerer sådan på arbejdsmarkedet, men det er presset, når der er så mange der mangler en praktikplads og bare gerne vil fuldføre deres uddannelse til tiden,« fortæller Christina.

Det er dog ikke kun de personlige ambitioner, der hænger i en tynd tråd. Uden en praktikplads risikerer studerende som jeg selv at forsinke uddannelsesforløbet, hvilket kan få konsekvenser for både ECTS-point og SU-klip. Man skal nemlig være færdig med uddannelsen inden for en bestemt tidsramme for at kunne modtage SU, og praktikopholdet er en integreret del af uddannelsen. Derfor kan manglen på praktikpladser føre til yderligere frustration, fordi det betyder, at man risikerer at løbe tør for SU, inden man er færdig. Dette gør stressniveauet endnu højere for mig selv og mange af mine medstuderende, som i forvejen har skole, jobs og et socialt liv at se til.

»For de studerende, der ikke får en plads anden eller tredje gang, de søger, kan det selvfølgelig ende med at få store konsekvenser, hvis de er nødsaget til at afbryde uddannelsen. Det er noget, vi er meget optaget af i Praktikudvalget,« siger Allan Boye Thulstrup, næstformand i Dansk Journalistforbund.

Kan problemet løses?
Selvom det er nemt at pege fingre ad de mediehuse, der skal tilbyde de studerende praktikpladser, er der også behov for konstruktive løsningsforslag. Et muligt tiltag kan være at indføre en mere fleksibel praktik, hvor flere studerende får mulighed for kortere praktikophold på tværs af flere medier. På den måde kan flere medier dele ansvaret for at oplære næste generation af journalister, uden at det presser økonomien for det enkelte mediehus.

»Først og fremmest skal de store arbejdspladser påtage sig det uddannelsesmæssige ansvar, som også er en del af at have sin egen uddannelse. Derudover skal vi hele tiden overveje, om der opstår nye muligheder og virksomheder, hvor man kan lære de journalistiske færdigheder,« mener Allan Boye Thulstrup.

En anden løsning, som jeg mener kan have en effekt, er øget offentlig støtte til medierne – en støtte, som er øremærket praktikpladser. Det vil give mediehusene bedre økonomiske rammer til at tage flere praktikanter ind. Desuden kunne uddannelsesinstitutionerne selv bidrage ved at tilpasse antallet af studerende til de reelle praktikmuligheder. Selvom det måske vil kræve en større omstilling, kunne det skabe en bedre balance mellem udbud og efterspørgsel. Optagelseskravene på journalistuddannelserne varierer fra institution til institution, men fælles for dem er den grundige og intense optagelsesprøve, hvor de skarpeste studerende udvælges nøje efter et pointsystem. Kunne det ikke overvejes at reducere antallet af optagne?  

»Jeg er åben over for alle gode forslag til, hvordan man kan lave en forbedring af praktikordningen. Det er dog også væsentligt for mig, at det ikke er politikerne på Christiansborg, der skal afgøre, hvordan det i praksis skal virke og hænge sammen. Det må være et ansvar, som uddannelsesinstitutionerne løfter - meget gerne med inddragelse af branchen såvel som de studerende,« fortæller Trine Bramsen (S).

Der er dog en enkelt ting, der er blevet ændret til det bedre siden praktiksøgningen i foråret, mener journaliststuderende Jeppe Seiding Olsen.

»Det nye tiltag, hvor praktikstederne kun indkalder et udvalgt antal kandidater til samtale, ser jeg som et positivt skridt. Det virker urealistisk at skulle til alle de samtaler. Jeg håber, at de så giver os lidt mere end 8-10 minutter til hver af samtalerne,« fortæller han.

Jeg mener, at praktikstederne bør give langt bedre feedback til de studerende, der får afslag. Når alle fremadrettet ikke længere bliver kaldt til samtale, mener jeg, at den overskydende tid bør bruges på at give bedre, individuel feedback. Det kan umuligt kræve særligt meget lige at gribe knoglen eller i det mindste sende en mail og fortælle, hvad vi kunne have gjort bedre og dermed klæde os på til næste omgang af praktikræset.

»Jeg fik aldrig anden feedback end: “Tak for en behagelig samtale, men vi har valgt at gå videre med en anden.” Det lærte jeg jo ikke noget af,« griner Christina Lucia Jacobsen.

»De fleste af de steder jeg søgte, meldte aldrig tilbage - kun et enkelt sted - det var konstruktivt og gjorde mig opmærksom på, hvad der gik galt,« fortæller Jeppe Seiding Olsen.

Allan Boye Thulstrup sidder, sammen med en repræsentant fra Danske Mediestuderende, i Praktikudvalget, hvor de sammen med arbejdsgiverne forsøger at finde nye pladser og generelt mindske manglen på praktikpladser. Han fortæller, at de har mange bolde i luften, og at hele overenskomsten/praktikaftalen skal genforhandles i starten af 2025.
Det betyder for mig og mine medstuderende, der ikke fandt praktikplads i foråret, at vi under samme overenskomst som sidst kan se frem til endnu en runde praktiksøgning i oktober 2024.

Det kræver samarbejde mellem medier, uddannelsesinstitutioner og politikere at skabe bæredygtige løsninger på problematikken. Vi må insistere på, at praktikpladser ikke blot er en nødvendighed, men en investering i fremtidens journalistik.