Artikel
Anette fulgte sit hjerte og åbnede Tinga Tango: »Nyborg er jo ikke så tosset«
I hjertet af Nyborgs gågade har Anette Langholm gennem 11 år været indehaver af sin forretning Tinga Tango. En butik, hvor man kan finde alt fra unikke smykker og dragende malerier til håndlavet børnelegetøj og bæredygtigt interiør.
20.03.2023 af Mia Krogh og Nicolai Porskrog
Foto: Nicolai Porskrog
Den kreative entreprenør, Anette Langholm, lægger stor vægt på personlighed og kreativiteten bag de mange fine varer i hendes butik - og det tør siges, at Tinga Tango emmer af personlighed.
»Jeg har jo bare fulgt mit hjerte og set min forretning som noget jeg gerne selv ville opleve«, fortæller Anette Langholm med et smil på læben.
Anette Langholm er 54 år og fra Nyborg, men har også blandt andet boet i både København og New York. Siden 2003 har hun været selvstændig, men er oprindeligt uddannet reklametegner, som hun påpeger, at det hed dengang.
I starten af 00’erne arbejdede hun blandt andet som freelancer hos Egmont, hvor hun har udgivet flere børnebøger, der stadig er at finde på landets biblioteker. Den store passion og kreativitet drev hende mod forretningsidéen, der oprindeligt havde et lidt anderledes udgangspunkt.
»Jeg havde en intention om, at jeg stadig ville male, så folk fik en oplevelse, når de kom ind. Men jeg maler med fingre og albuer, så det var lidt svært at gå over og pakke gaver ind samtidig«, griner Anette Langholm.
Da lokationen var på plads og lokalerne i hus, trak Anette med den usædvanlige butiksbaggrund i arbejdstøjet. Alt inventar i Tinga Tango er skabt af de ansatte, og meget af det er sågar produceret i kælderen under forretningen. På den måde blev alt også lavet bæredygtigt, da alle materialerne var nogle, de enten havde i forvejen eller byttede sig til.
»Normalt skal man jo bruge 400.000 kroner for at møblere sådan nogle store lokaler, men altså for en kasse øl fik jeg nogle traller på en byggeplads«, fortæller den glade butiksejer.
De mange år som kunstner hjalp hende også i gang med sortimentet, der allerførst bestod af værker udarbejdet af fjorten kunstnere, der var tilknyttet forretningen, hun overtog. I dag kan man i butikken støde på kunstværker fra hele 138 kunstnere.
»Vi har en tæt kontakt til kunstnerne, der er herinde. Vi går efter noget, der skiller sig lidt ud, noget der har et humoristisk twist«, fortæller Anette Langholm.
Anette Langholm har en drøm om at udvide forretningen endnu engang, men beskedent giver hun også udtryk for, at tiden må vise, hvad der ligger i støbeskeen for den charmerende forretning i Nyborg. Foto: Mia Krogh
Godt at være i Nyborg
Anette mener, at det er en kæmpe styrke at være selvstændig i Nyborg. Her er der nemlig masser af turisme, folk kan komme og få en fed oplevelse og der er rig mulighed for at lære de lokale at kende. Men en del af Tinga Tangos succes skyldes også deres webshop, som for alvor tog fart under den første corona-nedlukning.
»Vi gik all-in på webshoppen, og undlod at sende folk hjem, da coronaen ramte. Så alle sad og hjalp til med hjemmesiden. Det hjalp rigtig meget«, siger Anette Langholm, og sender sin kollega et anerkendende blik.
På den anden side af corona har Anette Langholm igen åbnet dørene til forretningen, og med sine kollegaer står hun klar til at hjælpe nyborgenserne med at finde deres næste finurlige køb.
»Hvis I vil have en speciel oplevelse både online og fysisk, så synes jeg, I skal komme forbi. Vi har en masse skøre og krøllede idéer, som vi gerne vil dele med jer«, fortæller Anette Langholm med et stort smil på læben.
For Anette Langholm forbliver Tinga Tango hendes hjertebarn - også i fremtiden. Hun har nemlig en drøm om at udvide forretningen endnu engang, men beskedent giver hun også udtryk for, at tiden må vise, hvad der ligger i støbeskeen for den charmerende forretning i Nyborg.
»Jeg kunne godt have tænkt mig en Tinga Tango nummer to, der skulle ligge i København, men måske er vi kommet lidt for sent i gang«, griner Anette Langholm.
Fakta om Tinga Tango
- Har ligget i Nyborg gågade siden 2012
- Har Anette Langholm som ejer/chef og derudover ti andre ansatte
- Har vundet “Byens Bedste” i Nyborg to år i træk (2021 og 2022)
- Har vundet Østfyns erhvervspris i 2020